Shopping i Nettuno
Nettuno har som handelsby det hele. Og skulle der alligevel mangle noget, kan det fås inden for rimelig afstand. I Nettuno er der alle typer af specialbutikker, masser af dagligvarebutikker og et ugentligt marked med tusindevis af besøgende.
Bybilledet er præget af mindre udvalgs- eller specialbutikker, mens der er længere mellem kædebutikkerne. I hvert fald de kædebutikker vi kender fra Danmark. En butik som H&M er således fraværende i Nettuno. Til gengæld er der i byen så Italiens svar på H&M nemlig OVS.
Ellers er der som sagt en masse mindre butikker i Nettuno. Tøjbutikkerne fylder mest og her er rigtigt mange at vælge i mellem. Lige fra hvad man kunne kalde billigt kluns til mode fra øverste hylde. Vi vil ikke anbefale nogle specielt, men de fleste er koncentreret i området nord for den gamle bymur, hvor de ligger side om side samt rundt om pladsen Piazza del Mercato. Der er også et shoppingområde på havnen. Her er der flere smykkebutikker, butikker med bådudstyr samt en del andre butikker. Blandt andet byens eneste regulære slikbutik.
Men ellers ligger butikkerne over hele byen, der ikke har et decideret handelsstrøg eller gågade, hvilket bare er med til at gøre byen charmerende.
Markedet i Nettuno
Hver torsdag formiddag er der marked i Nettuno. Det sker på Via Ugo la Malfa. Det er den vej der starter ved den amerikanske militær kirkegård og hvor McDonald’s ligger. Hele vejen, omkring 700 meter, er spæret af og i begge sider ligger bod efter bod side om side med alt hvad hjertet begærer. Fødevareboderne ligger samlet midt for på den ene side, mens tøj og andet sælges på den anden side, og hvor der nu er plads før og efter fødevarerne.
Priserne på markedet er generet noget lavere end i de rigtige butikker i byen og det trækker folk til. Om folk ligefrem tager fri fra deres arbejde torsdag forsmiddag for at tage på marked skal vi ikke kunne sige, men her er sort af mennesker torsdag efter torsdag.
Stort set alt kan fås på markedet. Selvfølgelig tøj i massevis, men også alt muligt andet lige fra undulater over metervarter til ovnstegt svinekød. Det eneste der er fraværende er råt kød og rå fisk.
Er du i Nettuno på en torsdag så gør dig selv den tjeneste at besøge markedet – om ikke andet så bare for at kigge.
Dagligvarer i Nettuno
Der findes adskillige supermarkeder i Nettuno. Både store supermarkeder af samme type som vi kender det fra Danmark, og mindre der mere kan betegnes som købmænd.
De fleste supermarkeder har betjent delikatesseafdeling, hvor man køber brød og pålægsvarer. Kun i discountsupermarkederne er dette skåret væk.
Vi kan ikke nævne alle supermarkeder i Nettuno. Carrefour på Via Armando Diaz der har døgnåbent og de to discountsupermarkeder IN’s Mercato på Via Ugo la Malfa og Eurospin på Via Scipione Borghese er dog værd at nævne. Det første udmærker sig ved åbningstiden og de to sidste som de billigste steder at handle.
I selve byen er der adskillige slagtere, der typisk først åbner om eftermiddagen. Skal du have fisk kan vi anbefale den store fiskehandler på Piazza del Mercato.
Åbningstider i Nettuno
Butikkerne i Nettuno har ikke aftalt fælles åbningstider, så der vil være afvigelser i forhold til dem vi skriver her.
De fleste butikker har åbent fra klokken 10 morgen indtil klokken 20 om aftenen. Typisk har de middagslukket fra klokken 12:30 til klokken 16. Den præcise periode for middagslukningen svinger en del, men regn med at de fleste har lukket i en periode på flere timer hen over middagen.
Nogle specialbutikker, typisk de store kædebutikker, har åbent hele dagen og det samme har supermarkederne. Et enkelt supermarked (Carrefour, på Via Armando Diaz) har døgnåbent. Om søndagen har de fleste specialbutikker kun åbent om formiddagen.
Indkøbscentre i nærheden
I udkanten af Nettuno (på Via Scipione Borghese) ligger et ganske lille indkøbscenter, Le Vele, med nogle få butikker.
Kan du ikke få styret din shoppinglyst i Nettuno, kan du eventuelt tage et smut til Aprilia, hvor der ligger et stort indkøbscenter med 80 butikker og en food court. Indkøbscenteret hedder “Aprilia 2”. Det ligger i gåafstand fra stationen i Aprilia, hvortil der går tog fra Nettuno en eller to gange i timen. Togturen tager en halv times tid og koster 1,5 euro.
Sidst men ikke mindst ligger Rom en times kørsel væk, hvis det virkelig klør i dine shoppingfingre.